top of page

Opdateringen af Sundhedsplatformen udskydes ca. 3 måneder


Det har længe været planen, at Sundhedsplatformen (det elektroniske patientjournalsystem i Østdanmark) skulle opdateres 3/11-18 samtidig med en opdatering af Landspatientregisteret (LPR3). Vi fik udtrykkeligt at vide i Regionsrådet i Region Hovedstaden, at staten var forsinket med LPR3, og da opdateringen af Sundhedsplatformen (SP) åbenbart hang tæt sammen med opdateringen til LPR3, ville det være fornuftigt at udskyde den samlede opdatering, indtil man var helt klar, og derved kunne nå at teste det og uddanne personalet ordentligt.

Et af de vigtigste kritikpunkter i Rigsrevisionens rapport om implementering af SP på Herlev/Gentofte Hospital var netop, at man ikke var ordentlig forberedt og alligevel lancerede SP med heraf følgende mange problemer for patienter og personale. Denne situation vil man selvfølgelig gerne undgå, og derfor er det fornuftigt at afvente implementering af SP/LPR3, indtil man er helt klar til det.

Det negative er, at vi så skal vente længere på, at de katastrofale forhold omkring bl.a. medicinmodulet bliver bragt i orden. I øvrigt ved vi faktisk ikke reelt, om den nye opdatering løser problemerne med medicinmodulet eller ej. Der er rygter i hver sin retning, så vi venter med spænding. I praksis arbejder vi lige nu med et system, som betyder, at man som læge, der ordinerer medicinen, ikke kan være sikker på, at patienten faktisk får det man ordinerer. Der er utallige eksempler på, at selvom lægen har ordineret korrekt medicin og dosis, så dukker ordinationen op i en helt anden form, når sygeplejersken skal give medicinen og derved giver f.eks en forkert dosis. Dette er potentielt LIVSTRUENDE og absolut og fuldstændig uacceptabelt! Det er min helt klare holdning, at vi som læger og sygeplejersker ikke kan arbejde med et sådan system, og at vi som patienter ikke kan acceptere denne oplagte risiko for vores liv og helbred pga. et IT-system.

Så hvor er Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd henne i denne sag? Og patientforeningerne? Det er som om, at alvoren slet ikke er gået op for dem. Man vil med fornuft selvfølgelig også sige, jamen hvad med politikerne? Flertallet af regionspolitikerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland er underligt hørehæmmede og mærkeligt fattesvage i denne her sag. Hvorfor tager de det ikke mere alvorligt? Hvordan kan det have stået på i flere år uden at blive ordnet? Er det mon fordi de selv har været med til at beslutte, at vi skulle indføre systemet, og derved måske er bange for deres taburetter? Hvis dette er tilfældet, så ville det da være meget mere fornuftigt at erkende sin fejlbeslutning, og så arbejde for at råde bod på det. Dette har netop De Konservative i Region Hovedstaden da erkendt. De stemte i sin tid for SP, men har åbent tilkendegivet, at beslutningen nok var forkert set med dagens briller, dvs. i bagklogskabens klare lys. Dette er der ikke noget forkert i. Nej tværtimod er det yderst fornuftigt og viser politisk modenhed. Så hatten af for dette. Dansk Folkeparti stemte som det eneste parti i Region Hovedstaden imod indførelse af Sundhedsplatformen, og Liberal Alliance var slet ikke repræsenteret i Regionsrådet dengang, det blev besluttet. Liberal Alliance har hele tiden været kraftig modstander af Sundhedsplatformen.

Vi venter med spænding på opdateringen af Sundhedsplatformen, som lanceres senest 1/3-19. Jeg har set lidt af de kommende ændringer og snakket med forskellige med dybere indsigt. Desværre må jeg sige, at den kommende opdatering ikke set ud til at løse de helt basale problemer med Sundhedsplatformen. Beklager.

Når dette er sagt, så ændrer det på ingen måde fokus i vores modstand mod Sundhedsplatformen. Grundstrukturen og skærmbillederne i systemet er for komplicerede. Og det ændrede "workflow" med at skubbe arbejde fra lægesekretærer over på læger og sygeplejersker er fortsat fuldstændig uacceptabelt og samfundsøkonomisk idiotisk. Ja, undskyld de stramme ord, men det er utroligt, at tilhængerne af Sundhedsplatformen ikke kan se det (endnu).

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page