Mere om produktivitetskravet
Produktivitetskravet for hospitalerne på 2% forsvinder til nytår. Når vi skal beslutte dets afløser, er det nok godt med lidt baggrundsviden.
Alt i alt trænger styringsredskabet til et service-eftersyn, og regeringen har netop til dette nedsat et udvalg, som forhåbentlig hurtigt kan foreslå en anden metode. Det er kun sundt at kræve effektivisering, men den aktuelle model med et blindt krav om produktions-stigning er ikke optimal. Der skal mere med i regnestykket, og måske endda nogle helt nye variable. Hvorfor ikke måle på f.eks. genindlæggelser, patienttilfredshed, komplikationer eller meget andet. Jeg har bestemt ikke løsningen, da det er overordentlig kompliceret dette her, så den helt rigtige vej frem er netop et grundigt udvalgsarbejde som det igangsatte. Hermed et klap på skulderen til regeringen for at have gjort dette. Det kræver grundige overvejelser dette her. Der er ikke noget ”quick-fix”.
Alle steder i det offentlige skal vi producere 2% mere hvert år. Denne øgede produktion kan måles på forskellig måde, og i hospitalsvæsenet måles det på den såkaldte DRG-indtægt (diagnose relaterede grupper – alle behandlinger har en værdi i kroner, og disse beløb justeres hvert år). I praksis betyder det, at en hospitalsafdeling hvert år skal foretage behandlinger m.v. svarende til en 2% øget DRG-værdi. Dette kan opnås ved at foretage flere behandlinger, have flere ambulante besøg, og flere indlæggelsesforløb.
Imidlertid forholder det sig således, at et hospital passer sit eget optage-område, og at man ikke aktivt går ud og rekrutterer patienter til sin afdeling. Man behandler det der kommer ind i form af akutte eller ikke-akutte henvisninger. Så hvis man skal producere 2% mere, kan man enten foretage unødvendige behandlinger eller ekstra ambulante besøg, eller man kan optimere selve kodningen af den aktivitet, som man allerede har. I praksis har jeg ikke oplevet den første mulighed, dvs. at vi foretager unødvendige behandlinger for at øge DRG-indtægten. Der har været enkelte historier fremme i pressen om dette, men det har jeg aldrig oplevet. I stedet gøres der er meget stor indsats for at kode alle patientens bidiagnoser og alle behandlinger og del-behandlinger på en måde, så den resulterende DRG-værdi øges. Der anvendes på denne måde dejlig mange skrivebordstimer, som i stedet kunne være brugt til direkte patientkontakt. Og derfor er den nuværende model ikke optimal.
I stedet for produktivitetskrav skulle det have heddet effektiviseringskrav. Det giver meget bedre mening. Det skal selvfølgelig være forholdet mellem indtægter og udgifter, som skal ud i den enkelte kliniske afdeling, og ikke kun et blindt krav om at producere mere. Udgifterne skal med, for kun på denne måde kan vi ”work smarter – not harder”. Det kan ikke nytte noget, at vi bliver ved med at presse vores ansatte til at løbe hurtigere. Kluden er vredet maksimalt, så det skal kunne betale sig at omlægge arbejdsgangene og lave bedre forløb, også selvom vi ikke nødvendigvis producerer 2% mere, men ”blot” sparer på udgifterne ved at gøre tingene på en smartere måde. Det kunne f.eks. være ved at inddrage mere skånsomme kirurgiske teknikker, som får patienterne hjem hurtigere og raskere. Eller ved at give dem bedre mad (f.eks. ”Herlevs Herligheder” som bør udbredes til hele landet), så de ikke genindlægges så hyppigt, eller anvende ny teknologi, så diagnostik og behandling kan gøres hurtigere og med en bedre kvalitet.
(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).
