top of page

Hvad koster Sundhedsplatformen?

Indkøb af systemet og den initiale uddannelsesaktivitet har kostet 2,7 milliarder kroner. Dette kan måske i ens egen lille husholdning være svært at forholde sig til, men det er penge, som vi selv har betalt i skat, og som afgjort kunne have været brugt bedre.

Imidlertid stopper udgifterne ikke med dette beløb. Der er løbende meget store omkostninger til vedligeholdelse og tilretning af systemet. Der er således ansat mere end 1.000 IT-medarbejdere bare i Region Hovedstaden, og størstedelen af disse beskæftiger sig efter sigende med Sundhedsplatformen. Der er endvidere brug for et betydeligt beløb til de løbende opdateringer, og dette er formentlig umuligt at forudsige præcist. Hertil skal der så lægges uddannelse af nye medarbejdere i anvendelse af systemet, samt den, i hvert fald i øjeblikket, meget væsentlige produktionsnedgang med heraf følgende tab i hundredemillionerkroners klassen, bare for et enkelt sygehus. Om lidt har alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland indført Sundhedsplatformen, så det samlede produktionstab må være astronomisk.

Det vil være interessant at få undersøgt, hvad det vil koste at droppe Sunudhedsplatformen igen. Hvad står der i kontrakterne med firmaet? Og hvad vil det koste at overgå til f.eks. Midt-EPJ (det velfungerende system i Region Midtjylland) eller den opdaterede OPUS-pakke, som skulle fungere fint i Region Sjælland. Det er tid til, at vi får et NATIONALT system, og ikke et for hver region. Og det skal jo nok ikke være den famøse Sundhedsplatform.

(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).

Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page