Speciallæger fra by til land

Speciallæge-manglen udenfor de største byer er et alvorligt problem, som skal løses. Løsningen skal ikke være tvangsordninger, men man kunne se på, hvordan man kan nedbringe behovet for speciallæger på de store Universitetshospitaler. Dette gøres udelukkende ved at se på de funktioner, som speciallægerne varetager. Danske Regioner har barslet med et ansættelsesstop for speciallæger på de største universitetshospitaler. Det er helt forkert grebet an.

Konkret må speciallægerne aflastes for alle funktioner, der ikke kræver en speciallæge. Dette gælder f.eks. administrative funktioner som vagtplanlægning, sekretæropgaver med tidskrævende betjening af elektroniske patientjournaler (bl.a. Sundhedsplatformen!), skrivning af journalnotater samt bestilling af prøver og undersøgelser. Gør speciallægernes funktioner specialiserede og fritag dem for alle opgaver, som bedre og hurtigere (og billigere) kan varetages af andre faggrupper.

Dette er ikke for at være snobbet, men er en simpel rationel overvejelse, så man anvender speciallægen til funktioner, som kræver en speciallæge, og alle de andre funktioner kan varetages billigere og bedre af andre. Dette vil nedbringe behovet for speciallæger på de store sygehuse, og derved kan vi klare os her med formentlig færre speciallæger end i dag. Denne frigjorte mængde af speciallæger vil så givetvis søge ansættelse på mere perifert beliggende enheder.

Samtidig skal man gøre det attraktivt at arbejde på såkaldte ”ikke-universitetshospitaler” fremfor at begrænse og spænde ben for universitetshospitalernes rekruttering og udvikling. Skab rammerne for øget indflydelse på egne arbejdsvilkår, forskningsmuligheder, uddannelses-blok-stillinger, dele-stillinger, opret halve stillinger i kombination med privat praksis, og tag ægtefællejob seriøst. Listen kan sagtens fortsættes.

Så budskabet er, at speciallæger bør udføre speciallægearbejde, og man kan gøre det attraktivt på mindre sygehuse ved at ændre på arbejdsforholdene.