Kontanthjælpsloftet
Regeringen indførte per 1. oktober 2016 kontanthjælpsloftet. Formålet med dette var i bund og grund at flytte mennesker fra passiv forsørgelse til arbejdsmarkedet, hvis det overhovedet er muligt. Med andre ord kan modellen hjælpe med at skubbe arbejdsdygtige personer tilbage på arbejdsmarkedet, idet der bliver en større økonomisk gulerod for at tage et arbejde. Og det har allerede virket, idet ca. 15.000 personer er flyttet fra kontanthjælp til lønnet arbejde i løbet af det sidste år.
Der har i diskussionen, med rette, været frembragt argumenter for, at man kan være nedslidt eller på anden måde præget af sygdom og uarbejdsdygtighed, så det ikke er realistisk at komme tilbage på arbejdsmarkedet. I denne forbindelse må det samtidig kræves af de relevante instanser, at tilgangen til berettiget førtidspension ikke skal være så vanskelig, som den undertiden er i dag. Jeg har som speciallæge været med til at deltage i vurderingen af en lang række patienters prognose mhp. mulighed for førtidspension, og jeg har, hånden på hjertet, set nogle forfærdelige forløb i myndighedernes håndtering af disse sager. Patienterne bliver undertiden helt urimeligt mistænkeliggjorte, og det er næppe meningen med vores velfærdssamfund med et effektivt socialt, finmasket sikkerhedsnet, at man som svært kronisk syg uden mulighed for helbredelse skal drives rundt i manegen med fuldstændig tossede krav til beskæftigelse i en situation, hvor det på ingen måde kan lade sig gøre.
Vi har selvfølgelig den grundholdning, at alle, som kan arbejde, skal arbejde, og der er en klar opgave for kommunerne i at flytte mennesker fra passiv forsørgelse til arbejdsmarkedet, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Dette basiskrav skal dog ikke administreres forkert forstået på den måde, at personer, som på ingen måde realistisk kan varetage en arbejdsfunktion, alligevel skal tvinges til at arbejde. Husk på, at vi er social-liberalister og ikke beton-liberalister. Derfor skal vi, samtidig med at vi presser på for at flytte personer fra passiv forsørgelse til arbejdsmarkedet, så skal vi samtidig sikre en retfærdig og smidig adgang til førtidspensionssystemet, hvis en person er fuldstændig nedslidt eller præget af kronisk sygdom i en grad, at varetagelse af en arbejdsfunktion er urealistisk.
(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).