Færre sygehuse vil øge kvaliteten
Antallet af sygehuse i Danmark kan fortsat reduceres, og det helt optimale vil være at lave store enheder, som betjener ca. 500.000 borgere pr. sygehus, dvs. 10-11 sygehuse i landet, og udover dette have nogle ganske få højt specialiserede sygehuse, som ikke tager akutte patienter (f.eks. som Rigshospitalet).
Denne model vil give en bedre lægelig uddannelse pga. vagtbelastningen for de uddannelsessøgende læger. Hvis man er ansat på et lille sygehus, hvor der f.eks. er stille om natten, så brænder man nattetimerne af i sit ugentlige timeregnskab uden uddannelsesindhold. Er man derimod på et større og travlt sygehus, hvor der er aktivitet døgnet rundt, så får man også uddannelsesværdi af sine nattearbejdstimer. Vi har for år tilbage i kirurgien regnet på, at netop denne model med ca. 500.000 borgere pr. sygehus vil give den bedste kirurgiske uddannelse, idet man selvfølgelig ikke kan lære kirurgi ved at læse i en bog, men bliver nødt til at stå ved operationsbordet og se patienterne i modtagelsen etc.
En anden vigtig effekt af en sådan markant centralisering vil være, at man på alle disse store sygehuse kan huse de fleste kliniske specialer. Det vil sige, at man som patient kan komme ind ad hovedindgangen med sin sygdom og komme ud rask eller i hvert fald behandlet uanset behovet for specialer undervejs. I dag køres patienterne imellem forskellige mindre sygehusenheder, fordi det enkelte speciale måske ikke lige er på det sygehus, hvor patienten kommer ind i første omgang. Det er et utilfredsstillende og forvirret tilbud, som vi giver patienterne, og de vil være meget bedre tjent med, at det hele foregår på samme matrikel. Der er eksempler på, at patienter kommer til Gentofte Sygehus, men har svært ved at lade vandet, hvorefter når der skal lægges et kateter som den lokale læge måske ikke kan lægge, så bliver patienten kørt til Herlev, for her er der en urolog. Vedkommende lægger et kateter, og patienten køres tilbage til Gentofte. Dette er selvfølgelig helt skørt. Man kan også blive indlagt på Bispebjerg Hospital med ondt i maven. Kirurgen mistænker noget gynækologisk, men da der ikke er gynækologi på Bispebjerg Hospital, køres patienten til Rigshospitalet, ses af en gynækolog, som afkræfter en gynækologisk lidelse, og patienten køres retur til Bispebjerg.
Hvis man samler aktiviteten på færre med større enheder, giver det også mulighed for at kunne dyrke forskning, udvikling og kvalitetsløft i en helt anden skala end i dag. Den umiddelbare effekt for borgeren vil være lidt længere transporttid til sygehuset, men hånden på hjertet, så er Danmark altså et lille land. Ved akut sygdom kan der selvfølgelig være behov for hurtig transport, men så kunne vi udvide muligheden for helikopter-transport. Dette vil snildt kunne finansieres, når man nedlægger alle de små enheder.
(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).
