Vi skal selvfølgelig have et speciale i Akut Medicin
Der har været stor diskussion, om der skal etableres et nyt lægefagligt speciale i akutte tilstande, og det er nu endelig besluttet. I bund og grund handler det om bemandingen på de nye store akutte modtageafdelinger rundt i landet.
I øjeblikket bemandes de fleste af disse afdelinger med yngre læger og undertiden speciallæger fra de medicinske og kirurgiske stamafdelinger i huset. Der er dog god grund til at overveje denne struktur, og mange andre lande har et regelret akut medicinsk speciale med en speciallægeuddannelse og efterfølgende fast arbejde i en akut modtagelse. F.eks. er det i USA særdeles attraktivt at være speciallæge i akut medicin, og der er stor søgning til dette område blandt de unge læger. Arbejdsopgaven for en akut medicinsk specialist i en akut modtageafdeling vil klassisk være at modtage den akutte patient, uanset om patienten har en medicinsk eller kirurgisk lidelse eller en kombination af disse. Denne første læge danner sig hurtigt et indtryk af situationens alvor og kan med sin brede erfaring tage stilling til patientens samlede sygdomsbillede baseret på mere end et enkelt klinisk specialeområde. Vi har en tilsvarende situation ved den alment praktiserende læge, som er en meget stor succes i Danmark. Den almen medicinske speciallæge har en bred erfaring og sygdomsindsigt i en lang række forskellige medicinske specialer og varetager klassisk den ikke-akutte situation. Den akut medicinske speciallæge tænkes at have en lignende bred uddannelse men med fokus på de akutte tilstande.
Nutidens patienter er ofte præget af multisygdom med vanligt indtag af forskellig medicin og med flere konkurrerende lidelser. Dette forventes at stige i takt med at befolkningen bliver ældre, og også af denne grund vil det være gavnligt med en bredere generalist med fokus på akutte tilstande.
I dag ses f.eks. en patient med ondt i maven først af en forvagt (yngste læge) tilknyttet en kirurgisk afdeling, også selvom patienten tilses i den akutte modtageafdeling. Herefter optages journal, og fokus er naturligvis rettet mod det kirurgiske sygdomsbillede. Efterfølgende bestilles forskellige undersøgelser og en ældre kirurgisk kollega kan tilkaldes og være med til vurderingen, og først senere i forløbet tages beslutning om operation. Dette er den typiske situation for den akutte kirurgiske patient, med mindre patienten er svært medtaget og går direkte til operation.
Ved oprettelse af et akut medicinsk speciale med faste læger i den akutte modtageafdeling vil der selvfølgelig ikke være behov for så mange yngre læger under uddannelse ansat i f.eks. en kirurgisk stamafdeling, og reelt skal disse læger ansættes i den akutte modtage-afdeling. Som erfaren kirurg vil jeg blot sige ”fred være med dette”. Vi vil på denne måde kunne tilbyde lægerne ansat i kirurgisk afdeling mere operationstid og derfor en bedre kirurgisk teknisk oplæring, hvis de ikke samtidig skal tilbringe mange timer til den primære patientkontakt og initiale vurdering. Derfor vil det fra kirurgisk side være en velkommen model, og det er givetvis tilsvarende i andres specialer.
(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).