1813 del 2

Blot lige for at præcisere, hvis nogen skulle være i tvivl:

Den optimale situation for 1813 er selvfølgelig at have speciallæger i almen medicin til at varetage den primære telefonkontakt med patienten med uafklaret diagnose. Speciallæger i almen medicin er uddannet i lige præcist denne disciplin, nemlig at stille de rigtige spørgsmål og med deres uddannelse at kunne vurdere, om det drejer sig om en sygdomstilstand, som kan håndteres telefonisk, eller om det kræver akut eller planlagt konsultation. De forskellige medicinske specialister har hver deres spidskompetencer, og man sætter jo f.eks. heller ikke en psykiater til at operere for blindtarmsbetændelse. Derfor er det helt korrekt at stræbe efter at få almenmedicinerne tilbage i front i vagtlæge-ordningen (som nu hedder 1813).

Jeg frygter bare, at det kan trække ud i lange og opslidende forhandlinger, hvis vi går efter dette som et ultimativt krav til start. Husk tilbage på den voldsomme ballade, der var ved etableringen af 1813, og den deraf følgende mistillid og kløft mellem parterne. Man kan derfor sagtens frygte, at det vil kræve nogle vanskelige forhandlinger at få almenmedicinerne tilbage til deres rette element, nemlig at varetage telefonkonsultationerne hos 1813 ved uafklaret diagnostik. Men lad os prøve. Jeg stemmer for!

Ser vi det i et praktisk lys, vil jeg dog foreslå en to-trins-raket: Vi kan uden nye aftaler og forhandlinger meget nemt erstatte det ikke-lægelige personale ved telefonerne med læger. Dette kræver ikke noget som helst andet end at tage beslutningen. Der er allerede løn-aftaler med lægerne om denne funktion, så der skal ikke forhandles noget nyt. Det kan derfor gennemføres med det samme! Når dette er gennemført eller sideløbende hermed (jo hurtigere jo bedre), må forhandlingerne formelt genoptages med almenmedicinerne, så der kan landes en fornuftig aftale for alle parter. Vi skal stræbe efter at få almenmedicinerne til at varetage telefonkonsultationerne på 1813 ved uafklarede diagnoser, men indtil dette er forhandlet på plads, kan vi starte med at erstatte det ikke-lægelige personale med læger. Alle læger har en basis-uddannelse i diagnostik, så sandsynligheden for at overse tegn på f.eks. meningitis er alt andet lige mindre for en læge uanset speciale end for en ikke-læge.

(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).