Produktivitetskrav på hospitalerne
Det er nu besluttet, at det famøse produktivitetskrav på 2% på hospitalerne bortfalder fra nytår. Det er en god beslutning, fordi ordningen var skruet forkert sammen.
Umiddelbart synes det helt rimeligt, at der skal leveres en effektivisering på 2 procent per år i det offentlige sygehusvæsen. Imidlertid udmøntes ordningen helt forkert, og derved giver det ingen mening at fortsætte den aktuelle praksis.
I en hospitalsafdeling har man indtægter og udgifter. Indtægterne er i form af aktivitetsbaseret afregning ved hjælp af DRG-systemet (diagnose-relaterede grupper). Udgifterne er selvfølgelig overvejende til løn, men også diverse driftsomkostninger. Man kunne tro, at en effektivisering på 2 procent kunne betyde, at man skulle levere det samme for færre penge. Dette er imidlertid ikke sådan, det forholder sig, idet man i stedet skal levere 2 procent mere med samme udgiftsniveau. Med andre ord skal ens DRG-indkomst stige 2 procent per år. Når man f.eks. som jeg er kirurg, og har været leder af en stor kirurgisk afdeling, melder spørgsmålet sig så naturligvis: Hvordan skal vi øge indtægterne med 2 procent?
En kirurgisk afdeling har et fast optage-område, og vi opererer selvfølgelig alle de patienter, som skal opereres, hverken mere eller mindre. Man kan ikke læge-etisk forsvare at operere en patient, hvor indikationen for operation ikke er til stede. Der er derfor kun én eneste mulighed tilbage, og det er at ”effektivisere” registreringen af ydelser. Med andre ord foretager man ikke flere ydelser, men man husker f.eks. at registrere samtlige af patientens bidiagnoser eller husker forskellige tillægskoder, som man måske tidligere havde glemt at registrere. Hvis man registrerer bidiagnoser hos en patient, øger det DRG-taksten, hvorved man måske kan hente kravet om 2 procents stigning hjem uden at operere patienter, som selvfølgelig ikke skal opereres.
Derfor er hele denne øvelse med produktivitetskrav på 2 procent på DRG-teksterne et papircirkus, som ikke har noget som helst med effektivisering af gøre. Tværtimod må man typisk have folk ansat til at hjælpe med disse meget omfattende registreringsopgaver i den kliniske hverdag. Derfor er dette øget bureaukrati med flere kolde hænder og færre varme hænder. Og derfor er det helt i skoven.
Selvfølgelig er det OK at justere og effektivisere produktionen i hospitalsvæsenet, men dette gøres ikke med den nuværende ordning med et krav om 2 procents stigning i DRG-indtægten for alle kliniske afdelinger. Man må i stedet udvikle andre metoder til at effektivisere driften på, og selvfølgelig samtidig med en øgning af kvaliteten af patientbehandlingen.
Vi kører i forvejen med både udredningsgaranti, behandlingsgaranti, kræftpakker osv, så hvorfor ikke bare holde afdelingerne op på dette? Alle passer deres optageområder, og der synes alligevel at være et stigende behov for sundhedsydelser. Man kunne derfor måle på, hvor meget der laves og samtidig fastholde de nuværende behandlingsgarantier.
(Aktuelle tekst er forfattet som kandidat til RV17 og KV17, og ikke som ansat i Region Hovedstaden).
